Menu

Menu

ForsideCrossfitOnlinebetaling crossfitCrossfitness afdelingVOLLEYBALL1. Elite volley- Sponsorer- Billeder2. Senior volley- Resultater - Senior billeder4. Kidsvolley3. Teen- og Ungdomsvolley5. Motionsvolley6. Beachvolley7. Onlinebetaling Volley- Kampprogram8. UngdomsVolley Sydvest(USV)BadmintonAfdelingen BadmintonAktiviteter badmintonOnlinebetaling BadmintonTræningstider BadmintonBobAfdeling BobOnlinebetaling BobFLOORBALLOnlinebetaling FloorballSommer Floorball1. 3. Division- Træning og tider2. Oldboys- Træning og tidFodboldAfdelingen Fodbold7. Helle F.C.8. Onlinebetaling FodboldGymnastikForældre-barnGrundgymnastik for voksneJuniorspring og rytme (6. klasse og op)KrudtuglerSpring 0-2 klassseSpring 3-5 klasseTræningstyperneAfdelingen GymnastikOnlinebetaling GymnastikKrocket/KrolfAfdelingen Krocket/KrolfOnlinebetaling Krocket/KrolfNyhederKalenderBestyrelsenOm VedtægterSponsorerPersondata forordningHåndboldKontakt
NUIF
Foto:

Ung hæver jagter italiensk drøm

Anton Spile Hansen skifter til Nordenskov med landsholdsdrømme og ambitioner om Serie A.

Som blot 20-årig har Anton Spile Hansen allerede etableret sig som en af dansk volleyballs mest spændende unge hævere. Efter en stærk sæson i Middelfart Volley, hvor holdet vandt sølv i VolleyLigaen, er han blevet udtaget til seniorlandsholdets bruttotrup. Nu tager han næste skridt i karrieren hos Nordenskov UIF.

Vi har talt med Anton om hans udvikling, sæsonen i Middelfart, landsholdet og de store ambitioner for fremtiden.

Anton voksede op i DHV Odense, hvor han gennem ungdomsårene fik mulighed for at udvikle sig i forskellige roller og på forskellige niveauer.

– Noget af det, jeg lærte allermest af, var at spille med forskellige aldersgrupper og niveauer. Når jeg spillede med mine jævnaldrende, skulle jeg tage meget ansvar på banen. Når jeg spillede med ældre spillere, havde jeg en anden rolle. Det har været med til at udvikle mig både som spiller og som person.

En vigtig person på rejsen har været hans far, som selv har stor erfaring fra volleyballmiljøet.

– Min far har altid været en del af min volleykarriere, og han er også grunden til, at den overhovedet begyndte. Det er utrolig fedt at have en så tæt på mig, der ved, hvordan det er at spille volley på højt niveau, og som jeg altid kan tale med.

Et bestemt råd er svært at fremhæve.

– Der har været mange gennem årene, men noget af det, han har sagt flest gange, er nok, at jeg skal spille med hovedet og huske at styrketræne, siger Anton med et smil.

At spille på højeste niveau har længe været en naturlig ambition.

– Siden jeg var lille, har jeg altid elsket volley og vidst, at jeg gerne ville spille på det højeste niveau.

Den forgangne sæson blev en stor succes for Middelfart Volley, som spillede sig hele vejen til DM-finalerne og sikrede sig sølvmedaljer.

– Hele sæsonen i Middelfart var rigtig god. Et af de største øjeblikke var helt klart at spille en finaleserie. Det var første gang, jeg prøvede at spille finaler i ligaen, og det var en fantastisk oplevelse.

Ifølge Anton var sammenholdet en af holdets største styrker.

– Vi havde et rigtig godt sammenhold både på og uden for banen. Vi kunne have det sjovt til træning, samtidig med at vi arbejdede hårdt. Det tror jeg var med til, at vi kom så langt, som vi gjorde.

Selvom sæsonen var stærk, peger han også på områder, hvor holdet kunne have været bedre.

– Under pres kunne vi nogle gange blive lidt urolige, og så blev vores spil hurtigt ensidigt. Vi havde nogle nøglespillere, der fik mange bolde, og hvis de ikke ramte dagen, kunne det være svært at finde andre løsninger.

I finalerne måtte Middelfart se sig slået af Gentofte Volley.

– Gentofte vidste præcis, hvad de skulle gøre for at gøre det svært for vores nøglespillere. De spillede en rigtig flot finaleserie og var meget formstærke. Kæmpe cadeau til dem.

Trods nederlaget har oplevelsen givet lyst til mere.

– Det var virkelig fedt at spille om medaljerne. Jeg lærte at tage endnu mere ansvar på banen, og det bekræftede mig kun i, at jeg gerne vil spille volleyball på højeste niveau.

Som en af de yngste spillere er Anton allerede blevet en del af seniorlandsholdets bruttotrup.

– Jeg blev utrolig stolt, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet udtaget. Det var fedt at blive anerkendt, ikke kun som ungdomslandsholdsspiller, men også som en del af seniorernes bruttotrup.

At repræsentere Danmark betyder meget for den unge hæver.

– Det er altid en kæmpe ære at repræsentere Danmark. Man kan mærke, at alle involverede giver sig 100 procent, og det er en stor ære at være en del af.

Samtidig giver træningen med de mere erfarne spillere værdifuld læring.

– Spillerne viser en enorm dedikation og disciplin, og det har jeg lært meget af.

– Jeg vil 100 procent være en større del af seniorlandsholdet i de kommende år og repræsentere Danmark på højeste niveau.

Efter sølvsæsonen i Middelfart fortsætter Anton karrieren i Nordenskov UIF.

– Jeg ser Nordenskov som en rigtig god mulighed for at udvikle mig både fysisk og mentalt. Jeg vil gerne træne meget og være i et professionelt miljø, og det mener jeg, at Nordenskov kan tilbyde.

Klubbens setup og trænerteam spillede en vigtig rolle i beslutningen.

– Jeg synes, hele setuppet i Nordenskov er rigtig fedt og passer godt til mig. Jeg har stor respekt for Dries som træner, og jeg tror, han kan hjælpe mig meget i den kommende sæson.

Selvom rollen på holdet endnu ikke er helt fastlagt, ved Anton godt, hvad han gerne vil bidrage med.

– Jeg håber, jeg kan bidrage med erfaring, god energi, ansvar på banen og selvfølgelig en masse god volleyball.

Og fansene kan godt glæde sig.

– De kan forvente en meget energisk spiller, som ikke er bleg for at juble. En spiller, der gerne vil spille god, sjov og spændende volleyball, og som giver sig 100 procent for holdet.

På længere sigt er ambitionerne store.

– Siden jeg var helt lille, har min drøm været at spille professionel volleyball. Min ambition er at komme så langt som overhovedet muligt inden for sporten.

Drømmedestinationen er heller ingen hemmelighed.

– På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at spille i den bedste italienske række, Serie A.

For at nå dertil arbejder han fortsat målrettet med sit spil.

– Jeg vil gerne forbedre mig teknisk som hæver og blive stærkere fysisk. En af mine styrker er, at jeg spiller med hovedet og træffer gode beslutninger, men jeg vil gerne blive endnu bedre teknisk.

Når han forestiller sig fremtiden, er billedet klart.

– Ideelt set håber jeg, at jeg sidder på terrassen ved mit hus i Italien og spiller i den italienske liga. Jeg vil være en spiller, der bruger sit hoved, spiller god og spændende volleyball og giver sig 100 procent for sit hold.

Og hvis alt går efter planen?

– En succesfuld karriere vil være, at jeg kommer til udlandet efter min tid i Nordenskov og fortsætter med at udvikle mig i stærkere ligaer. Til sidst vil jeg gerne ende på allerhøjeste niveau. Det ville være det fedeste i verden.

Onsdag 24 Jun 2026 - Ole Frank Jessen
Vist: 124 gange